Lundebjerggård


Gå til indhold

Lundebjerggård


Lundebjerggård
Aktivitetscenter for seniorer
Lundevej 48
Frederikssund
- et godt sted at være -


LUNDEBJERGGÅRD har lige fra indvielsen i 1995 haft en meget stor søgning, og har dannet skole for mange ældrecentre i Danmark med de 100% brugerstyrede aktiviteter, alene baseret på ulønnet, frivilligt arbejde.
Ved indvielsen af centret gav daværende borgmester Knud B. Christoffersen udtryk for, at ”livskvalitet er noget man selv skaber og ikke noget, det offentlige har liggende på lager”. Men det kræver de rette rammer, og dem forstod man at skabe med Lundebjerggård.

Hvad sker på Lundebjerggård?
På Lundebjerggård foregår et væld af aktiviteter fra tidlig morgen og dagen igennem:
Gymnastik, styrketræning, motion, EDB, billard, undervisning i sprog (for tiden engelsk, spansk og tysk), madlavning, tegning & maling, bridge, patchwork, porcelænsmaling,
træsløjd, syning, silkemaling, cykelture, knipling, strikning, stenslibning, læsegruppe, blomsterbinding, sang, musik m.m.
Pensionister og efterlønnere i Frederikssund Kommune deltager gratis i disse tilbud, og
på Lundebjerggård er der over 70 frivillige lærere, der sørger for undervisningen og ca. 1500 brugere kommer på Lundebjerggård hver uge.

Andre Tilbud
Udover ovennævnte aktiviteter afholder Lundebjerggård bankospil, udflugt for brugerne, julestue, luciaoptog og sangeftermiddage. Desuden arrangeres der modeopvisning, julefrokost og sommerfest for brugerne, og centerets fødselsdag fejres.

Fredagsklubben
er et kulturelt tilbud som Frederikssund Kommune har overdraget ansvaret for til Lundebjerggård. I perioden september til og med april tilbydes der hver anden fredag eftermiddag (lige uger) et arrangement, der kan have oplysende eller underholdende karakter. Se speciel brochure for Fredagsklubben.

På Lundebjerggård findes en hyggelig
Café, hvor der hver dag serveres varm mad, smørrebrød, kaffe/te, kage, øl og vand mod betaling.

Tilbuddet er for personer over 60 år og pensionister i Frederikssund Kommune.
Ønsker du yderligere oplysning om LUNDEBJERGGÅRD, er du velkommen til at spørge
centervagten, som står klar på Lundebjerggård alle hverdage fra kl. 11:00 til kl. 17:00
(om sommeren dog kun til kl. 15:00) – lørdag/ søndag til kl. 14:00. Eller ring til centeret
på telefon 47 36 10 10. Du kan også få oplysning om aktiviteterne ved at besøge Lundebjerggårds åbent hus arrangement i begyndelsen af august. Se nærmere herom i brugerbladet
”Lundebjerg Nyt” eller i lokalaviserne.




Retur til indhold | Retur til hovedmenu